Dansk Artist Forbund inviterer til paneldebat på SPOT+ 2025 om sociale medier som en uundgåelig del af musikernes arbejdsvilkår. Et bredt panel af artister, eksperter og branchefolk vil diskutere, hvordan SoMe-platforme påvirker kunstnerisk frihed, arbejdsliv og kommercielle muligheder.

“Verdens bedste musikpromoveringsværktøj har tvunget mig til at blive multimediekunstner. Hvis jeg skal opnå mine drømme, må jeg kæmpe om opmærksomheden på sociale medier. Men hvordan konkurrerer jeg med hundevideoer og sensationsjournalistik og samtidig bevare min kunstneriske integritet?” siger Nicklas Sahl, artist og musikskaber, som deltager i panelet.

En uundgåelig, men udfordrende del af musiklivet

For mange musikere er sociale medier blevet et nødvendigt værktøj for at skabe synlighed og interagere med deres publikum. Men hvor meget tid og energi kræver det, og hvad betyder det for deres kunstneriske proces? Panelet vil belyse spørgsmål som:

  • Hvordan påvirker den konstante SoMe-tilgængelighed musikernes arbejdsliv og image?
  • Hvilken betydning har algoritmer og trends for kunstnerisk integritet?
  • Hvilke konsekvenser har det, når pladeselskaber vurderer artisters kommercielle potentiale baseret på deres SoMe-følgerskare?


Det usynlige arbejde bag musikken

Artisten Ericka Jane, der også deltager i panelet, beskriver dobbeltheden i at bruge sociale medier:

“Jeg elsker sociale medier og har brugt dem hele mit liv. Jeg foretrækker selv at styre mine platforme og mit content. Men når alt styres af trends og algoritmer, bliver presset overvældende,” siger hun og uddyber:

“Jeg skal ikke bare lave musik, men også være relaterbar, personlig, altid online – og konstant have den næste virale TikTok klar. Hvis musikken ikke klarer sig godt nok, føles det ikke nødvendigvis som et spørgsmål om kvalitet, men mere som et spørgsmål om, hvorvidt jeg har gjort nok på sociale medier. Selv for mig, der altid har følt mig hjemme på platformene, er det drænende.”

Panelet bag debatten

Debatten samler en række markante stemmer fra musikbranchen og forskningsverdenen:

  • Ericka Jane – Artist, kendt for hits som I Say Stupid Things og Strangers in the Night. Hendes sange er streamet mere end 35 millioner gange, og hun har spillet på landets største festivaler.
  • Nicklas Sahl – En af Danmarks mest streamede kunstnere med knap 100 millioner streams, en MTV Award og Carl Prisen for Bedste Pop-Komponist.
  • Søren Pold – Lektor i digital æstetik og ekspert i platformøkonomi. Leder af et forskningsprojekt om Human-AI Collaboration. Han er desuden musikelsker og guitarist med rødder i punken.
  • Kristoffer Rom – Medstifter af pladeselskabet Tambourhinoceros og formand for Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP). Tidligere trommeslager for bl.a. Oh No Ono og Aqua.
  • Charlotte Madsen – Creative hos Universal Music og Capitol Records. Har arbejdet med bl.a. Medina, AQUA, Andreas Odbjerg og Rasmus Seebach.

Moderator: Jens Skov Thomsen, sekretariatschef i Dansk Artist Forbund, uddannet jurist og også selv udøvende musiker i forskellige sammenhænge – primært som en femtedel af gruppen VETO.

Tid og sted

Paneldebatten finder sted på SPOT+ 2025 den 2. maj klokken XX.

Medlemsrabat på SPOT-billetter

SPOT Festival præsenterer hvert år en række koncerter og det store konferenceprogram SPOT+. Medlemmer af Dansk Artist Forbund kan købe billetter til en rabatpris på 995 kr. inkl. moms (normalpris 1.250 kr.). Billetten giver adgang til hele festivalens musikprogram samt SPOT+ konferencens seminarer, workshops og netværksmøder.

Læs mere om SPOT Festival og rabatbilletterne her.