Professionelle koncerter er
ikke det samme som musikundervisning
I en årrække har kompetencecenteret Levende Musik i Skolen (LMS) stået for skolekoncerterne i København, men opgaven er nu gået til Mikkels Musikskole.
Det undrer forperson i Dansk Artist Forbund, Sara Indrio:
”Hele grundideen med, at der skal være koncerter for børn er med ét sat over styr. Det virker som om, tænkningen nu er, at Københavns Kommune i stedet har valgt en løsning, som udgør en slags kompensation for den manglende musikundervisning i folkeskolen, som vi alle er enige om halter gevaldigt. Men det er jo to helt forskellige fagligheder og dermed helt uacceptabelt.”
I år valgte Børne og Ungeudvalget at sætte koncertopgaven i udbud, i henhold til reglerne på området. Mikkels Musikskole har oplyst, at det er hans firma, der har fået opgaven.
Den løsning betyder andre vilkår for arbejdet, herunder en ny tænkning for aflønningen, som er timebaseret, og dermed minder mere om vilkår for musikundervisning.
I en opfordring fra Mikkels Musikskole til landets musikere fremgår det, at man som musiker i ordningen bliver ansat som musikskolelærer til en timeløn på kr. 300.
Både Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund, og bestyrelsesmedlem Brian Risberg Clausen, som repræsenterer de skabende og udøvendes organisationer i Københavns Kommunes Musikudvalg, undrer sig meget over hele forløbet.
De er kritiske overfor, at eleverne kan miste kvalitet i koncertoplevelsen, og at musikerne ikke får den betaling, der er aftalt på området via Dansk Musikerforbund. De mangler svar på, hvad det for en musikfaglig oplevelse, som kommunen vil give Københavns skoleelever, og hvad der ligger til grund for valget af Mikkels Musikskole. Brian Risberg Clausen har sat emnet på dagsordenen på Musikudvalgets næste møde, og foreslår at valget af udbyder bliver omgjort.
”Det hele er blevet et meget mudret forløb, som lokalpolitikerne bør forsvare, ligesom de bør forklare hvorfor Musikudvalget ikke er blevet hørt. Udgangspunktet var, at eleverne skal have koncertoplevelser, men man giver opgaven til en musikskole. Som det ser ud nu, er det en stor forringelse for både børn og musikere, når lønnen er så voldsomt sænket, og der øjensynlig ikke længere sker kuratering på baggrund af et koncertprodukt eller format,” siger Sara Indrio.
Dansk Artist Forbund er i dialog med Dansk Musiker Forbund – som er det forbund, der har føromtalte overenskomst samt aftale med LMS omkring udbud og kvalitetssikring.
Fakta om udbud og løn
Børne og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune beskriver hvordan leverandøren er valgt:
’Tilbudsgiverne skulle efterleve en række minimumskrav, bl.a. at eleverne skal tilbydes en koncertoplevelse med levende musik, dvs. at musikken skabes i koncertsituationen af en eller flere musikere og instrumenter, at koncerterne skal have en høj musikfaglig kvalitet, og at koncerter og musikindhold skal være relevant ift. elevernes klassetrin. Der har imidlertid ikke været stillet krav om et bestemt koncept for skolekoncerter, og tilbudsgivere kunne dermed løse opgaven på forskellige måder.’
Læs mere hos Københavns Kommune Spørgsmål om udbud af skolekoncerter (kk.dk))
Mikkels Musikskole har kontaktet en lang række musikere og beskrevet løn og arbejdsvilkår. Musiker Kjeld Lauritzen har delt den mail han har modtaget. Herunder et uddrag:
‘God og fast timeløn på 300 kr. inkl. feriepenge – og I bliver lønnet for alle relevante opgaver, ikke kun for koncertafholdelse. Fastansættelse som timelønnet i Mikkels Musikskole med ansættelseskontrakt.
Aflønning: Som ansat i Mikkels Musikskole bliver du aflønnet højere end den gældende overenskomst for musiklærere under DMF. Lønnede arbejdsopgaver omfatter både koncerterne og arbejdet omkring dem. Typisk spiller du mellem én og fire koncerter på samme dag, hvilket svarer til en arbejdsdag på tre til seks timer.’