Ny kontrakt til artister
og scenekunstnere
Den nye aftale er lavet særligt til artister indenfor dans, cirkus og entertainment, og kan bruges til alle typer af liveoptræden.
Med den nye standardkontrakt bliver det endnu nemmere at få aftalt alle aspekter af en optræden, lige fra betaling af transport og markedsføring til spørgsmål om sikkerhed, ansvar og sceniske forhold omkring et show eller optræden, til billeder og videoklip efter et act eller forestilling.
Kontrakten sikrer fair vilkår og klare aftaler omkring en opgave – både før, under og efter en optræden. Den er udarbejdet af jura-afdelingen i Dansk Artist Forbund og flere artister og performere har givet input til hvad aftalen skal indeholde.
Kom i gang med kontrakten
Vi opfordrer alle til at tage standardkontrakten i brug. Skriv til jura@artisten.dk og få den nye standardkontrakt for fysiske artister tilsendt. Vi er lige ved at lægge sidste hånd på designet, men der er stadig plads til justeringer/input. Vi vil meget gerne høre hvordan kontrakten passer til dine behov, så kontakt os, hvis der er behov at tilpasse noget i aftalen.
Særligt fokus på vejr og sikkerhed
Udover de basale beskrivelser af tid, sted og betaling, indeholder standardkontrakten også et specifikt afsnit der handler om stedet, hvor der skal optrædes – enten en scene eller en site-specifik location. Den indeholder et afsnit om de praktiske forhold omkring en optræden, og giver desuden klarhed for både artist og arrangør om, hvem der har ansvaret for at stoppe en optræden, hvis vejret gør det det vanskeligt eller usikkert at gennemføre.
Brug af billeder og video
I afsnittet ’særlige betingelser’ er der plads til at beskrive specifikke aftaler, som ikke er med i standardkontrakten, f.eks. brug af billeder og video før eller efter en performance – eller aftaler om, hvem der står for markedsføringen, og hvordan det skal foregå.
Ny standardkontrakt til artister indenfor cirkus- og scenekunst omhandler:
- Økonomi – inkl. transport og evt. overnatning.
- Billeder, video og markedsføring.
- Sikkerhed og forsikring.
- Udstyr og rekvisitter.
- Vejrlig, ændringer og evt. aflysning.
Har du spørgsmål til kontrakten?
Skriv direkte til vores juridiske konsulent Tanja Duus med input eller spørgsmål.