Musik giver
vækst og værdi
Der bliver afviklet 34.300 koncerter om året i Danmark, hvilket svarer til 100 koncerter om dagen, og lysten til at opleve livemusik er stigende. Antallet af publikum er steget med 400.000 fra 2022 til 2023.
Mere publikum til musikforeninger
Det er ikke kun er store mega-events der trækker flere koncertgæster, også de mindre venues som f.eks. musikforeningerne kan melde om en publikumsfremgang på hele 22 pct. fra 2022 til 2023.
Tallene er opgjort af Danmarks Statistik og omfatter alle koncertarrangementer med offentlig adgang, uanset om musikken er en koncert med en solokunstner, et rockband eller et kirkekor, eller om koncerten afholdes på et spillested, et kulturhus eller i en multifunktionel arena.
Se flere tal fra livemusikken hos Danmarks Statistik, der indsamler og formidler data om kunst- og kulturerhvervene.
Aarhus får stor værdi af musiklivet
I Aarhus, Danmarks næst største by, er musikken også en motor for vækst. En ny rapport, der sætter tal på musikøkonomien i Aarhus, dokumenterer beskæftigelse og omsætning.
Musikerhvervet i byen genererer en bruttoværditilvækst på godt 1,9 mia. kr. på landsplanen, og hvis man zoomer ind på 18 udvalgte koncert og spillesteder i Aarhus, tæller den samlede omsætning 387 mio. kr.
Musikbyen beskæftiger 2900
Musikerhvervet i Aarhus skabte i 2022 en samlet beskæftigelse på i alt 2.900 personer i hele landet. Heraf er 1.926 personer beskæftiget i de primære erhverv inden for musikken, mens 974 personer er beskæftiget som følge af den afledte produktion (indirekte og induceret beskæftigelse).
Giver livskvalitet og fællesskab
Undersøgelsen afdækker også musikkens rolle som social drivkraft. Hele 90% af de adspurgte ser musik som en vigtig samlingskraft og et redskab til at skabe sociale fællesskaber, mens 75% mener, at musik bidrager til bedre sundhed og livskvalitet.
Se hele rapporten: Musikkens værdi og betydning for Aarhus
Undersøgelsen, som er udført af Silverlining Research i samarbejde med Promus og en række musikaktører, viser den økonomiske og sociale værdi og betydning, som musiklivet og musikbranchen skaber i byen.
“Resultaterne af undersøgelsen bekræfter, at Aarhus’ musikscene ikke kun er en kulturel berigelse, men også en økonomisk og social motor for byen,” udtaler Helene Nygaard fra Silverlining Research, i forbindelse med lancering af rapporten.
Undersøgelsen bygger videre på analyse fra 2016 – “Music City Aarhus – Music in numbers” – og uddyber hvordan Aarhus har udviklet sig som musikby.