Midlertidig aftale
med YouSee sikrer rettighedsbetaling
Tv-udbyderen YouSee har været i åben strid med en række rettighedshavere som artister, musikere, skuespillere, journalister og mange andre, om betaling for brug af indhold.
I marts 2024 opsagde YouSee således alle gældende aftaler og lagde sag an mod Copydan Verdens TV, som er det selskab, der administrerer rettighedsmidlerne på vegne af indholdsskaberne.
YouSee kræver, at rettighedsbetalingen bliver sat ned med mere end 70 %. Et krav, som de forskellige organisationer, der repræsenterer dem der skaber indhold som musik, optræden og journalistik, ikke kan acceptere.
Derfor har der siden marts været strid om YouSees ret til fortsat at bruge indholdet i deres tv-pakker. Men nu er der altså lavet en midlertidig aftale, der sikrer rettighedshaverne mulighed for at få udbetalt rettighedsmidler næsten som normalt.
Fælles indsats for musikere, artister og andre tv-grupper
Artisternes forperson Sara Indrio er glad for at der nu er an aftale der omfatter de godt 2200 modtagere af rettighedsbetaling via Performex.
”Jeg er meget tilfreds med at Dansk Artist Forbunds Performexmodtagere nu kan få den betaling de har ret til. Aftalen sikrer også, at vi fortsat kan betale artister på cirkusområdet. Det er musikerne, artister og alle de andre tv-faggrupper, der står for indholdet, som risikerer at miste penge. Derfor er jeg glad for, at vi, og de andre fagforbund sammen med Copydan Verdens TV, i hvert fald har sikret dem penge indtil de forskellige retssager er afgjort.”
Aftalen mellem YouSee og Copydan Verdens TV indebærer, at YouSee både vil levere data og penge, så medlemsorganisationerne kan uddele rettighedsmidler for 2024 næsten som normalt. Aftalen er dermed gældende tilbage fra marts 2024, hvor konflikten startede.
I en pressemeddelelse udtaler begge parter sig om forhandlingerne og de fælles resultat:
Jørgen Ramskov, talsperson for rettighedshaverne og forperson for Copydan Verdens TV, siger:
”Rettighedshaverne ønsker at få fastsat tariffer og vilkår af de kompetente juridiske organer. Mens dette sker, er det helt afgørende for os, at brugen af rettighederne sker under ordnede forhold, og at rettighedshaverne får en betaling for brugen af deres indhold. Det er nu lykkedes med disse aftaler, hvor vi så at sige er blevet enige om at være uenige på en måde, der
tilgodeser alle parter.”
Fra Christian Morgan, CEO i YouSee, lyder det:
“Vi har fundet en løsning, som alle kan se sig selv i. Det har været vigtigt for alle involverede. Vi er fortsat uenige om de grundlæggende forhold, men vi har med disse midlertidige aftaler skabt tid og ro til, at den rette instans kan hjælpe os med at løse vores tvist”.