Lang vej igen
til transparente og fair vilkår for streaming

Den store utilfredshed er fremgår af rapporten Streams and Dreams Part 2, der dokumenterer kunstnernes indtægt og vilkår.  Rapporten viser også en lille forbedring for en mindre andel af kunstnerne, men omfanget af generel utilfredshed er bemærkelsesværdigt. Det samme er den lave organisationsprocenten blandt musikkens kunstnere i Europa.

I EU har politikerne fokus på kunstnernes indtægt og vilkår. Før sommerferien blev flere dele af et nyt EU-direktiv (artiklerne 18-22) langt om længe indført i dansk lov. Det skal garantere mere transparens, fair betaling og ret til genforhandling for kunstneren. Men hvordan den nye lov så kommer ud og arbejde i praksis, er stadig uvist og i høj grad op til de enkelte lande. Derfor har IAO, som er en international paraplyorganisation for musikkens artister, spurgt deres medlemmer på tværs af 19 EU- lande, plus UK, om en status på, hvordan det så går med at få bedre forhold.

Undersøgelsen er den største til dato og viser en lille forbedring for kunstnerne, som muligvis skyldes implementeringen af den nye lovgivning. Men mest bemærkelsesværdigt for rapporten er den massive og altoverskyggende utilfredshed hos musikkens kunstnere med de primære markedsplatforme, nemlig de digitale streamingtjenester:

“Abonnementssystemerne i musikstreaming er uretfærdige, kompleksiteten og konstante forandringer i algoritmer skaber forvirring – og så er din mulighed for at vælge et andet system ikke-eksisterende,” lyder det opsummerende i en af de mange udtalelser fra kunstnerne selv i rapporten.

Manglende klarhed over hvor indtægterne kommer fra

Den nye lovgivning indeholder et markant krav om transparens, der giver artister ret til detaljerede oplysninger mindst én gang om året om de indtægter, som distributører og pladeselskaber modtager. Oplysningerne bør dække alle anvendelser af indspilningen, herunder beløb, de har modtaget fra for eksempel: streamingplatforme og digitale downloads, sociale medieplatforme, fysisk salg, synkronisering og tredjepartslicenser.

Rapportens opgørelse viser, at 64,7 %, af artisterne ikke får den detaljerede information som de har ret til.

35,3 % svarer ja til at have modtaget detaljeret information og 64,7 % svarer nej.

Svær forhandlingsposition

Det nye direktiv giver bedre muligheder for at øge betalingen eller få flere rettigheder til egen musik, men når kunstnerne bliver spurgt, om de har gjort brug af lovgivernes rygstøtte til flere krav overfor deres label, er svaret oftest nej. Når det gælder muligheden for at genforhandle betaling, har næsten ingen af artisterne gjort brug af muligheden.

Kun 4.1 % af artisterne har bedt om højere royalties eller bedre betaling.

Når det gælder sessionmusikerne, så mener 70 procent at deres betaling har været for lav. Lige under halvdelen af dem, nemlig 43,6 %, har slet ikke nogen skriftlig kontrakt med deres opdragsgiver.

71,3 % af session musikerne mener ikke at deres betaling er rimelig.

43,6 % af session musikerne har ikke en skriftlig kontrakt.

Rapportens forfattere konkluderer, at problemet i overvejende grad skyldes manglende viden og en svag forhandlingsposition. Rapporten Steams and Dreams Part 2 sætter også spot på, at de mest utilfredse er dem, der er signet til små selskaber, og dem som har gamle aftaler med majors, som de ikke kan komme ud af, og som er ’for dyre’ for artisten.

Kollektive forhandling kan være en årsag til bedre vilkår i Danmark
Kun 40 procent af alle kunstnerne, der har besvaret undersøgelsen internationalt, er medlemmer af en fagforening eller interesseorganisation, og i nogle lande, som for eksempel Polen, er der nye love på vej, som vil begrænse retten til kollektiv forhandling.

”Studiet her viser, at alt for mange af musikkens kunstnere ikke ved nok om deres rettigheder og deres forretning. Viden om rettigheder er kompleks for den enkelte, og derfor er det vigtigt at være organiseret et sted, hvor fællesskabet betaler for uvildig ekspertise, der kan slå ring om den enkelte både kollektivt og individuelt,” siger Sara Indrio.

Fototekst: 38,6 % af europæiske artister og musikere er medlem af en fagforening.

Hos Dansk Artist Forbund får man hjælp til de individuelle kontrakter, og en garanti for, at nogen står vagt om rettigheder og arbejdsvilkår via blandt andet rammeaftaler, høringssvar og overenskomster. Sammen med andre kunstnerforbund og organisationer, er man repræsenteret i det kollektive forvaltningssystem, som har bedre takster for rettighedsbetaling sammenlignet med andre lande. Og så er Danmarks rettighedsforvaltningssystem kendetegnet ved fælles bidrag til kollektive puljer, som også kommer nye kunstnere, almene projekter og mindre kommercielle genrer, til gode.

”Et globalt marked kræver internationale løsninger. Det er vigtigt at bevare de stærke fællesskaber og sikre mere internationalt samarbejde om organisering. I Danmark ser tallene jo væsentligt bedre ud generelt – bare ikke for et flertal af kunstnere i streamingøkonomien,” siger Sara Indrio.

Uoverskuelig forretningsmodel og bekymrende følger

Rapporten er båret af tusindvis af individuelle svar i den fulde undersøgelse. Svarene indgår både som data, grafer og som et uddrag af de åbne tekstsvar. De viser størst utilfredsheden med streamingplatformene blandt de artister og musikere, som selv udgiver eller udgiver på mindre labels. Det skyldes blandt andet platformenes afregningsmodel, der favoriserer nogle musikgenrer og forbrugsmønstre frem for andre, ifølge selvudgiverne.

”Jeg er særligt ramt af vidnesbyrdene der viser, at selv professionelle og etablerede artister og musikere kæmper en urimelig kamp for at overleve. Det er klart, at en karriere i musikken ikke er givet for nogen, men omfanget af mistrivsel og kamp for rimelig betaling og indsigt er bekymrende og desværre ikke overraskende. Politikerne bør være optagede af, hvordan den nye lovgivning trænger igennem, for det er i hvert fald hverken transparent eller fair, som det ser ud i dag. Faktisk anbefaler vi i Dansk Artist Forbund en uvildig kommission, der kan sætte spot på hvordan vi retter op på området, ” siger Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund og bestyrelsesmedlem i IAO.

Problemerne er også store for de artister, som har aftaler med mindre labels. Her er det bemærkelsesværdigt med de mange følgeudfordringer af streamingmarkedet, som artisterne beskriver som snyd, underbetaling, mangel på information og for lav betaling, siger Sara Indrio:

”Mange mindre selskaber kæmper også for at overleve, og samarbejdet mellem artist og selskab kan være frugtbart og vigtigt for karrieren. Men der tegner sig et billede af en slags ’vilde vesten’, i hvert fald i den internationale prisme. Og nok så vigtigt, vi må have gjort noget ved den alt for lave betaling pr. stream.”

Små forbedringer drukner i status quo
Rapporten Streams and Dreams viser dog en lille stigning i tilfredshed indenfor de seneste år – ganske vist på få procentpoint. Det kan være et resultat af positive effekter af den nye lovgivnings implementering. Tallene viser også, at mere end halvdelen af dem, der har modtaget royalty statements fra deres label, er tilfredse med data. Tilsammen indikerer det, at det er meget vigtigt at holde nøje øje med, hvordan det nye direktiv påvirker markedet, siger ordførende for den internationale organisation, IAO, der står bag undersøgelsen.

”For os beviser resultatet, at landene er nødt til at være ambitiøse i implementeringen af direktivet og måske også mere ambitiøse, end de hidtil har været. Ansvaret ligger hos lovgiverne i at sætte en klar linje i at sikre fair betaling og bæredygtige forretningsmodeller,” siger Nacho Garcia Vega, ordførende i IAO.