Menneskerettigheder
gennem rap og hiphop
Hos den Nørrebro-baserede NGO, Rapolitics, er aktivisme ikke bare noget man taler – det er ikke engang noget, man bare gør. Aktivismen er en del af grund-DNA’et i organisationen, som i fællesskab med Institut for Menneskerettigheder står bag Re:Act området på Roskilde Festival 2023.
Re:Act er en eksperimenterende platform, hvor danske og internationale rapartister samles for at granske musikkens potentiale til at fremme menneskerettigheder. Dét sker midt på Roskilde Festivals feststemte campingområde med støjende Soundbokse, glade gymnasieelever og rituelle turneringer i ølbowling.
I spidsen for Rapolitics er Manus Bell, som er forperson og sekretariatsleder i NGO’en. Han forklarer om idéen bag Re:Act og Rapolitics til Dansk Artist Forbund.
– Formålet med projektet er at oplyse og engagere unge i menneskerettigheder gennem rap og hiphop. Rapolitics har på festivalen en spændende treenighed med Institut for Menneskerettigheder og Roskilde Festival, som skaber en kæmpestor platform, der kan nå en masse unge mennesker der, hvor de er.
– Instituttet har viden om menneskerettigheder – og især krænkelser af dem. Vi har metoden, som er rap og hiphop, og så har vi måden hvortil vi kommer ud til de unge og engagerer dem. Det gør vi også udenfor Roskilde Festival med alle vores faste rap-workshops.
Rapolitics er efterhånden en etableret NGO, som siden 2009 har arbejdet for aktivisme og empowerment med rap og hiphop som udtryksform. I dag tæller organisationen en lille håndfuld fuldtidsansatte, mens de har knap 30 rapcoaches tilknyttet til de mere end 150 årlige workshops på landets skoler og uddannelsesinstitutioner.
Roskilde Festival 2023 er første gang, at Re:Act formelt er på plakaten, og det har været en stor succes, vurderer Manus Bell.
– Over tre dage har vi haft 18 acts. Vi har haft rappere og hiphopartister fra hele verden, blandt andet fra Zimbabwe, Palæstina, Cuba og Indien. Allesammen fra steder, der har nogle menneskerettighedsudfordringer, som vi ikke kender til i Danmark.
– Men der er ikke kun internationale navne. Caspar Eric var også forbi Re:Act, hvor han læste op af sin bog om at leve med funktionsnedsættelse i Danmark. Dét handler jo også om menneskerettigheder! Selvom det ikke er lige så ekstremt som, hvad man oplever i Cuba eller Mellemøsten.
På scenen var også den indiske rapper Krantinaari, der kæmper mod patriarkatet i Indien, og den cubanske rapper David D Omni, som fortæller om konsekvenserne af den censur, han udsættes for i Cuba. Det gav stof til eftertanke hos de unge mennesker under teltdugen, som godt kunne finde et andet gear til festlighederne for en stund.
– Der var mange, der græd, når de hørte nogle af kunstnerne snakke. Vi lavede en kombination af musik og talks i alle indslag. Så kunne man blive tiltrukket af musikken: Hiphop og rap, det lyder fedt, men så samtidig komme ind og blive klogere, forklarer Manus Bell, som fortsætter sin pointe.
– Så får man pludselig noget dybde med: Hvem er personen, og hvad er det for nogle kampe, de selv kæmper i deres hjemland? Hvordan bruger de aktivt rap som oplysning og kommunikation til at andre mennesker om at kæmpe for deres egen sag? I den her kombination har det fungeret sindssygt godt.
Foruden de internationale artister har et hold på seks freestylerappere også været rundt i campingområdet og rappe aktivistisk om menneskerettigheder. Hos Re:Act bliver man mødt i øjenhøjde og med en tilgang som passer til festivalens unge publikum og det, som fylder hos dem. Både når de er på festival og når de kommer hjem igen.
– FN har officielt 30 menneskerettighedsartikler, og det kan godt blive lidt tørt for mange, så vi har valgt at lave tre underemner. Emnerne hedder Reclaim Your Body, der handler om lighed på tværs af køn og seksualitet. Reclaim Your Voice, som handler om at ytre sin holdning, men også at blive hørt og Reclaim Your Home, der handler om retten til at have et hjem og en nationalitet. Der har været en dag med hvert emne.
Manus Bell fortæller, at man i den sidste kategori havde besøg af den cubanske rapper David D Omni, som er flygtet fra hjemlandet grundet censuren af sine tekster. Han er i dag bosat i Mexico, og det er endnu et eksempel på, hvordan Roskilde Festival aktivt har øget sit fokus på at fortælle andre historier, end bare dem som foregår til koncerterne på de store scener, hvor det hele nemt kan gå op i moshpit og fællessang.
Men det er en festival, og den skal kunne rumme det hele, mener Rapolitics.
– Folk kommer ikke til at blive eksperter i menneskerettigheder på baggrund af tre dages program på en musikfestival. Men vi håber på at kunne tænde en form for politisk gnist i dem, som kan videreudvikles, så den passer til vores forhold i Danmark.
– I sidste ende er målet altid det samme. Folk skal bruge deres stemme. Det gælder her på festivalen, til vores arrangementer i København og på vores workshops. Vi bliver nødt til at høre fra de bagerste rækker, hvis der skal ske en ændring, og vi kan få et bedre samfund at leve i.
Et af arrangementerne i København er Re:Claim-festivalen, som løber af stablen første weekend i september på Guldbersgade foran spillestedet Rust. Der kommer til at være ti koncerter med artister, som hver især taler ind i grundværdierne.
Derudover er Re:Act en tilbagevendende begivenhed, og til næste års Roskilde Festival vil teltscenen igen byde velkommen til en række aktivistiske stemmer på den globale hiphopscene på campingområdet i Darup.