Billigere a-kasse til artister og musikere
Siden 1. maj har Artistens a-kasseafdeling været en fast del af AJKS, der er tværfaglig a-kasse for kreative. Det nye samarbejde giver artister og musikere endnu flere fordele i form af lettere papirarbejde og en billigere pris for et a-kassemedlemsskab.
Medlemskab er 804 kr. billigere om året
Som resultat af det nye samarbejde, sparer medlemmer af Artisternes a-kasseafdeling 804 kr. om året i kontingent. Det svarer til en besparelse på kr. 67 om måneden.
Besparelsen sker automatisk, og medlemmer af a-kassen kan allerede nu se den nye pris på den månedlige opkrævning.
Sikkerhedsnet til artister og musikere
Et a-kassemedlemskab spænder et sikkerhedsnet ud under karrieren, og Artisternes a-kasseafdeling er tilpasset artister og musikeres arbejdsliv.
Hvert medlem har en personlig sagsbehandler, som vejleder omkring barsel, arbejdsliv og rådighed. og hjælper med at beregne og udbetale dagpenge, feriedagpenge og efterløn. Alle medlemmer får fortsat den samme gode vejledning af sagsbehandlerne Joan Kristensen og Marianne Holbæk.
Fagligt a-kasse samarbejde
AJKS er a-kasse for Journalistik, Kommunikation og Sprog, og har, ligesom Artisternes a-kasseafdeling, medlemmer med mange forskellige ansættelser indenfor det kreative felt og stor specialviden om freelancernes arbejdsvilkår, fortæller Sara Indrio, forperson for Artisternes a-kasseafdeling.
”Vi er rigtig glade for at blive en del af AJKS. Ud over, at vi kan tilbyde en billigere løsning for a-kassemedlemmer, kan vi også hente faglig sparring med AJKS, som vi har både videns- og værdifællesskab med”.
Facts om a-kassen:
• Artisternes a-kasseafdeling forsikrer artister og musikere mod ledighed
• Alle medlemmer har deres personlige sagsbehandler
• Artisterne har haft egen a-kasseafdeling siden 1990
• Artisternes afdeling er en selvstændig enhed under AJKS