
Artister med i
ambitiøs satsning
for folkeskoleelever
18 artister går forrest i en ny morgensangsmission, anført af Phillip Faber og Kulturministeriet.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Phillip Faber har samlet et ”stærkt hold” af 18 artister fra hele landet til at deltage i en ny morgensangsmission. Projektet har to mål: at få flere skoleelever til at synge morgensang og at vise, hvordan kunstnere og musikere kan berige undervisningen og inspirere eleverne ude på landets skoler.
Musikere spreder morgensang i hele landet
Der mangler ikke undersøgelser og forskning, der viser de direkte og overførte positive effekter af musik i skolen. Desværre er faget blevet beskåret de senere år, og det har været svært at finde kvalificerede musiklærer til at undervise. Det skriver Folkeskolen.dk.
”Jeg har ved selvsyn set, hvilken effekt det at synge sammen mange mennesker kan have på hinanden. Sang modvirker ensomhed, det fremmer indlæring, og det skaber en øjeblikkelig fællesskabsfølelse. Og derfor er det et straffespark uden målmand at lave det her,” siger Komponist, musiker og fællessangsvært Katrine Muff, der er en del af det nye Morgensangkorps.

En vigtig agenda oprustes
Katrine Muff har blandt andet beskæftiget sig med fællessang i bedste sendetid i DR-programmet ”Fællessang – hver for sig”, og understreger vigtigheden af, at netop profilerede artister er ambassadører for en vigtig agenda:
”Jeg synes, at musikken er blevet særligt underprioriteret i folkeskolen, og det her er en mulighed for at få den tilbage på dagsordenen.”
Nu styrkes området med flere midler til initiativer for lærere og pædagoger samt en pulje, som skoler kan søge til instrumenter og kompetenceudvikling. Dertil kommer også et korps af artister, der skal sprede sangglæden hos landets folkeskoleelever.
Vil gøre en kæmpe forskel
Hver af de 18 artister har forpligtet sig til at synge morgensang på mindst fem skoler før skoleårets afslutning i 2025. Landet er opdelt i ni regioner, hvor to artister er tilknyttet hver landsdel.
”Det har fra starten af været høj politisk cigarføring at sætte sig for, at en fjerdedel af landets grundskoler i løbet af et halvt år skal synge morgensang. Jeg er sikker på, at musikernes engagement i morgensangsmissionen vil gøre en kæmpe forskel for de børn og voksne, de møder, når de besøger skolerne”, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt i en pressemeddelelse fra Kulturmínisteriet.
Missionen åbner en bredere samtale
For at motivere skolerne til at deltage, er der indført et konkurrenceelement. Musikerne konkurrerer om at få flest skoler i deres landsdel til at synge morgensang. Den vindende landsdel får mulighed for at vinde en koncert med nogle af morgensangskorpsets medlemmer.
Projektet er støttet med 10 millioner kroner, som ikke blot går til morgensangskorpset, men også til projekter for lærere og pædagoger samt en pulje, hvor skoler kan søge midler til instrumenter og kompetenceudvikling. Skoler, der tilmelder sig, deltager automatisk i konkurrencen om en skolekoncert med korpsets medlemmer.
Morgensangsmissionen åbner samtidig en bredere samtale om, hvordan skoler og kunstnere kan samarbejde for at styrke elevernes kreative udfoldelse.
Morgensangskorpset
Det landsdækkende morgensangskorps består af:
- København: Oh Land, Christopher
- Trekantområdet: Malte Ebert, JJ Paulo
- Midt- og Vestjylland: Guldimund, Stine Bramsen
- Nordsjælland og Bornholm: Katrine Muff, Pil
- Nordjylland: Simon Alstrup, Pernille Rosendahl
- Sjælland og Lolland-Falster: Katinka, Sigurd Barrett
- Fyn: Prisma
- Syd- og Sønderjylland: Rikke Thomsen, Thomas Buttenschøn
- Østjylland: Dopha, Shaka Loveless