Se hvordan
instrumentforsikringen dækker
Forsikringsbetingelser_Brookfield Når du forsikrer dit udstyr via Dansk Artist Forbund kan du få dækket instrumenter, udstyr og rekvisitter der bruges i arbejdssammenhæng. Vi har en aftale med Brookfield om en professionel forsikring.
Dækker hele døgnet og i hele verden
Forsikringen dækker overalt, både i Danmark og i resten af verden.
Din udstyrsliste
De instrumenter og det udstyr som du har noteret på listen, er omfattet af forsikringen. Listen sendes til DAF ved opstart af forsikringen og kan justeres løbende. Udstyr listes i tre kategorier: musikinstrumenter, musikudstyr og rekvisitter samt bærbart elektronisk udstyr.
Pas godt på dit udstyr
Det er en forrudsætning for at instrumentforsikringen dækker, at du selv beskytter dit udstyr mod uheld og skader. Under transport skal udstyret sikres i flightcases og med forsvarlig pakning.
All-risk forsikring der dækker skader ved uheld, brand og tyveri
Forsikringen dækker tyveri og indbrud samt skader, der er opstået som konsekvens af en pludselig og udefrakommende hændelse, som f.eks. udstyr der bliver tabt. Undtagelser fra All-risk dækningen (bl.a. slitage, mekaniske eller elektroniske svigt, transportskader grundet uforsvarlig pakning, krig og terror) fremgår af betingelserne.
Forsikringen dækker instrumenternes reelle værdi
Forsikringen dækker instrumenternes værdi på skadestidspunktet, det vil sige dagsværdien af et tilsvarende instrument med samme alder. Erstatning kan dog ikke blive højere end det beløb du har forsikret instrumentet for. Bemærk at dagsværdien af bærbart elektronisk udstyr som f.eks. computer afgøres af nedskrivningstabellen i betingelserne.
Stjålet eller totalskadet
Bliver det totalskadet eller stjålet, erstatter forsikringen til dagsværdi.
Reparation
Hvis dit instrument bliver delvist beskadiget, dækker forsikringen reparationsudgifterne. Hvis udgiften til reparation overstiger udstyrets værdi, erstatter forsikringen med dagsværdi.
Reparation i udlandet
Hvis dit instrument skal repareres af en udenlandsk reparatør, betaler forsikringen dine rejseomkostninger inkl. overnatning og forplejning i Europa for at kunne aflevere og afhente dit musikinstrument.
Lejeudgifter under reparation
I den periode, du er nødt til at undvære dit instrument, betaler forsikringen for leje af et lignende musikinstrument.
Bemærk at hvis udgifter til rejse eller leje i forbindelse med reparation skal dækkes, kræver det en skriftlig godkendelse fra forsikringsselskabet.
Glemte musikinstrumenter
Hvis du har glemt eller forlagt dit musikinstrument er du dækket af forsikringen.
Nyindkøbte instrumenter er automatisk dækket
Har du købt nye instrumenter er de automatisk omfattet af din forsikring hvis du tilmelder dem din liste senest 60 dage efter købet. Gælder ikke bærbart elektronisk udstyr.
Sådan fastsætter du værdien af dine instrumenter
Når du vælger udstyrets forsikringssum, skal det være den reelle værdi (dagsværdien) af udstyr og instrumenter. Nogle instrumenter bliver mere værd med alderen mens andre taber i værdi med tiden. For at du kan vælge den helt rigtige forsikringssum, kan du evt. få hjælp fra en anerkendt udstyrs/musikforretning som vurderer dine instrumenters aktuelle værdi ud fra alder, model og producent.
Forsikring af bærbart elektronisk udstyr
Du kan også forsikre en computer eller en telefon som primært bliver brugt til at lave musik. Forsikringssummen på elektronisk bærbart udstyr skrives på listen til nyprisen i det år det er indkøbt. Elektronisk udstyr falder relativt hurtigt i værdi og i tilfælde af reparation eller erstatning opgøres værdien ifølge en nedskrivningstabel, se denne i forsikringsbetingelser.
Ejerskab
Det er op til dig at dokumentere køb og ejerskab af instrumenter og udstyr på din liste ved hjælp af serienummer, kvitteringer og/eller billeder.
Du kan godt forsikre instrumenter som du har lånt eller lejet – i tilfælde af skade skal du kunne fremvise ejerens kvittering på instrumentet eller en lejekontrakt.
Midlertidigt udlån
Midlertidig udlejning og udlån (under 3 mdr.) af egne musikinstrumenter eller udstyr skal være registreret på egen liste. Længerevarende udlån kræver særskilt aftale.
Opdater listen løbende
Vi anbefaler at du mindst en gang om året tjekker listen. Er der nye instrumenter, der skal med eller udstyr der skal udgå.Det er også en god ide løbende at tjekke om værdien af dine forsikrede instrumenter er tidssvarende.
Hvis din guitar er steget i værdi, skal forsikringsværdien sættes op. Er din computer flere år gammel, er erstatningen mindre og du kan overveje om den fortsat skal være dækket.
Når du skal anmelde en skade
Anmeld din skade hurtigst muligt. Hent skadesanmeldelsen her og udfyld med beskrivelse, foto af skade og overslag på reparation.
Hvis der er tale om tyveri eller totalskade skal du medsende dokumentation for ejerskab – f.eks. kvittering eller foto – samt evt. politirapportnummer ved tyveri.
Send skadesanmeldelse til forsikringssekretær Susanne Lyngaa: sl@artisten.dk
Hvis skaden er dækningsberettiget, betales erstatning eller reparationsudgifter via Dansk Artist Forbund direkte til din konto.
Samlet forsikring af hele bandets udstyr
Alt udstyr i bandet kan samles på en fælles liste hvis alle er medlemmer af DAF. Det kræver at ét bandmedlem står for den fælles forsikring mht. til opdatering, skader og dokumentation. Betaling opkræves samlet hos et medlem via kontingent eller pr. faktura.
Træk forsikringen fra i skat
Du kan trække udgiften til instrumentforsikringen fra i skat.
Opstart, justering eller opsigelse af forsikring
Forsikringen kan tegnes eller justeres med dags varsel. Forsikringen dækker når opstart eller justering er bekræftet af Dansk Artist Forbund. Dækning kræver at både kontingent og forsikring er betalt.
Forsikringen kan opsiges til udgangen af førstkommende måned.
Betaling opkræves forud og månedsvis
Der betales en fuld månedlig forsikringspræmie fra den første i måneden – uanset hvornår på måneden forsikringen bliver oprettet, opdateret eller opsagt. Forsikringen er fortløbende og præmien opkræves sammen med kontingentet. Den skal være betalt for at forsikringen dækker.
Opdateret november 2020