YouSee anvender fortsat
indhold uden aftale
YouSees reaktion på kritikken fra Dansk Artist Forbunds og en lang række organisationer bag rettighedshaverne, har skabt opmærksomhed i medierne.
Men indbetalingen af et stort beløb til Copydan ændrer ikke på rettighedshavernes situation. Der er stadig ikke nogen aftale med YouSee om betaling eller brug af rettighederne.
“Det er rystende at se hvor meget postyr en virksomhed som YouSee vil igangsætte for at drible udenom en klar aftale. Der er et stort pres på værdien af vores rettigheder, og konflikten med YouSee viser en stor aktør der laver forretning på brug af kunstnerisk indhold i tv, og som alligevel nægter at underlægge sig det helt basale: En klar aftale mellem to parter om anvendelse og betaling. Det kan ramme artister og musikere der skaber kvalitetsindhold til tv, og som får betaling fra Performex,” siger Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund
YouSee meldte tirsdag 20/8 ved frokosttid, at de havde betalt alle fakturaer for at anvende indholdet. Dette var imidlertid ikke sandt. Lige før midnat natten til den 21/8 meddeler YouSee rettighedshaverne, at YouSee netop har overført et større beløb, som skal gøre det ud for den manglende betaling.
Pengene har ingen modtager
Men beløbet kan imidlertid ikke fordeles til rettighedshaverne, da det er ikke specificeret, hvad det dækker over. YouSee vil samtidig kræve en tilbagebetaling af beløbet, hvis den anlagte retssag om nedsat betaling på 70% falder ud til deres fordel. Derfor kan et beløb fra YouSee – uanset størrelsen – ikke fordeles til de over 100.000 rettighedshavere, før der er en aftale.
Fakta
- YouSee har opsagt alle fælles aftaler og lagt sag an og vil have Sø- og Handelsretten til at pålægge rettighedshaverne at sænke priserne på deres rettigheder med 70 procent.
- Kunstnere og producenter som Zentropa arbejder på at få nedlagt forbud mod YouSees ulovlige brug af deres produktioner i tv-pakkerne. Det bakker Dansk Artist Forbund op om.
- YouSees salg af tv-pakker omfatter rettigheder fra over 100.000 rettighedshavere.
- En manglende afregning for brug af indhold i tv vil tydeligst kunne mærkes af de artister og musikere, der medvirker i tv-indhold, og som får afregning fra Performex og Dansk Artist Forbund.
Få overblik over konflikten mellem YouSee og rettighedshaverne here