Nyt fællestilbud skal bryde tavsheden om grænse-
overskridende adfærd i musik- og kulturbranchen
Kulturbranchen er drevet af kreativt samarbejde og udveksling, men arbejdsrammerne er sjældent skarpt defineret. Når arbejds- og privatliv flyder sammen, skaber det nemt situationer, hvor grænser overskrides, magt misbruges eller krænkende adfærd finder sted.
Derfor går 13 organisationer i musik- og kulturbranchen, deriblandt også Dansk Artist Forbund, nu sammen om at finansiere rådgivningslinjen Safe Room, som er et anonymt og gratis tilbud, der varetages af Sex & Samfund.
Første skridt er, at den enkelte ikke skal stå alene med en grænseoverskridende oplevelse, men kan ringe anonymt og få vejledning.
Det mener organisationerne bag rådgivningstilbuddet, som åbner i morgen den 3. oktober 2023.
“Hvis vi skal være kreative kræver det, at vi føler os trygge. Derfor bliver jeg virkelig ked af det, hver gang jeg hører om personer i musik- og kulturbranchen, der har oplevet utryghed og en kultur præget af tavshed, hvor de ikke kunne udtrykke deres følelser og oplevelser. Derfor er det banebrydende, at så mange organisationer inden for musikbranchen nu tager et fælles ansvar og lancerer Trygt Rum. Rådgivningstilbuddet kan bidrage til at sikre en mere bæredygtig branche,” fortæller Anna Lidell, talsperson for Trygt Rum og forperson i Autor.
“Musik- og kulturbranchen har et ry for at være hård, og at man selv skal være tilsvarende hård for at kunne begå sig i den. Sådan skal det ikke være. Man skal aldrig finde sig i ting som sexisme, chikane eller anden grænseoverskridende adfærd. Med Trygt Rum giver vi kunstnerne et sikkertog anonymt sted, hvor de kan tage første skridt i processen med at sige fra,” siger Thomas Sandberg, talsperson for Trygt Rum og forperson i Dansk Musiker Forbund.
Hør også, hvad Sex & Samfunds generalsekretær Majbrit Berlau fortæller om grænseoveskridende adfærd og dens konsekvenser here.
Hvad kan Trygt Rum rådgive om?
Rådgivningstelefonen er en uafhængig instans, der varetager anonyme opkald fra alle, som arbejder i musik- og kulturbranchen og har været udsat for eller er vidne til grænseoverskridende adfærd, seksuel chikane, seksuelle krænkelser eller er i tvivl om det.
Rådgivningens funktion er at være aflastende, afklarende og henvisende. Trygt Rum tilbyder en samtale, der kan skabe klarhed over, hvad der er sket, bearbejde reaktioner og ved hjælp af faglig viden henvise til de rette handlemuligheder, såsom politi, sundhedsvæsen og fagorganisationer.
En del af musikbranchens 11 kønsbalancemål
I 2021 gik organisationerne Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Dansk Musik Forbund, DPA, Autor og Dansk Komponistforening sammen om ti fælles mål for at sikre større ligestilling i musikbranchen. Målene lægger sig op ad FN’s femte verdensmål om ligestilling.
På Kvinders Kampdag i 2022 supplerede musikorganisationerne med et 11. mål, der fokuserer på at komme strukturel sexisme til livs. Tillægsmålet har været med til at afføde rådgivningslinjen Trygt Rum og lyder “i 2030 er musikbranchen kommet strukturel sexisme til livs, og både aktører og publikum har adgang til en rådgivende instans, der håndterer eksempler på sexistisk adfærd.”
Læs mere om de 11 kønsbalancemål here.
Partnerorganisationerne bag Trygt Rum er foruden Dansk Artist Forbund, Dansk Komponistforening, DPA, Autor, ROSA, Koda, IFPI, Tempi, Dansk Musiker Forbund, Danske Agenters Sammenslutning, Musikforlæggerne, MXD og Kunst & Kultur i Balance.