YouSee, der sælger tv-pakker med adgang til en stor mængde kunstnerisk indhold, har opsagt alle aftaler med rettighedshaverne.

TV-udbyderen har siden 1. april i år brugt indhold og rettigheder uden en aftale om betaling for brug af kunstnernes rettigheder.

YouSee har opsagt aftalen med Copydan og har i samme forbindelse sagsøgt rettighedshaverne i regi af Copydan, UBOD og Koda, med krav om reduktion af rettighedsbetalingen.

Striden handler om, at YouSee vil reducere betalingen med 75 procent i forhold til, hvad der har været aftalt og betalt de seneste mange år.

Kravet om den voldsomme reduktion kommer, selvom tv-pakke-produktet i 2024 er det samme som året før. Det sker på trods af at YouSee gennem en årrække har ønsket at købe flere rettigheder, og at YouSee sætter priserne op i forhold til kunderne.

Rettighedshaverne har forsøgt at indgå en aftale med YouSee, men det er ikke lykkedes.


YouSee begår pirateri

Brugen af kunstnernes rettigheder uden betaling er helt uacceptabelt, lyder det fra Dansk Artist Forbund, som er en del af arbejdet for at få betaling til artister og musikere, både nu og i fremtiden.

Artisternes forperson Sara Indrio kalder YouSee’s ageren for pirateri.

”Når man lukrerer på andres arbejde og sælger det videre uden aftale om betaling, så er der ikke andet ord for det end pirateri. Det kræver stort sammenhold at modstå det kontinuerlige pres, som er på vores rettighedsbetaling- og beskyttelse, ikke mindst når en så stor medieaktør laver forretning på kunstnerisk indhold uden at betale kunstnerne.”

Arbejdet med at sikre rettighedsbetaling til den enkelte kunster fra YouSee sker i regi af Copydan Verdens TV. Midlerne fordeles til de respektive forvaltningsorganisationer, som fordeler dem til rettighedshaverne.

”Når man lukrerer på andres arbejde og sælger det videre uden aftale om betaling, så er der ikke andet ord for det end pirateri"
Sara Indrio - forperson i Dansk Artist Forbund og næstforperson i Performex

Manglende betaling kan få konsekvenser få for artister og musikere

Den manglende afregning for brug af indhold i tv vil tydeligst kunne mærkes af de artister og musikere, der medvirker i tv-indhold, og som får afregning fra Performex og Dansk Artist Forbund. Derfor kan rettighedshaverne komme til at opleve en nedgang i afregningen fra Performex og Dansk Artist Forbund næste år.

Performex sørger for at rettighedsbetaling fra bl.a. tv-pakkerne kommer ud til den enkelte musikkunstner. Dansk Artist Forbund udbetaler rettighedsvederlag til individuelle manegeartister.


Kontakt Dansk Artist Forbund med spørgsmål 

Spørgsmål om betaling for brugen af rettigheder kan stilles direkte til Jens Skov Thomsen, der chef for jura og organisationer i Dansk Artist Forbund.

Om rettighedsbetaling fra YouSee

  • YouSee sælger tv-pakker med en stor mængde indhold – leveret af udøvende kunstnere, kulturproducenter og tv-stationer. Prisen på tv-pakken inkluderer rettighedsbetaling.
  • CopyDan opkræver rettighedbetalingen hos YouSee, og pengene bliver videreformidlet til at artister og musikere via Performex – og på manegeområdet af Dansk Artist Forbund.
  • Performex drives af Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund.