“Mange mentale problemer bunder i ringe løn og arbejdsvilkår”

Balancen er i arbejde, der er godt betalt og har gode arbejdsvilkår. Det modsatte, men som er sjovt, udvikler og holder liv i kreativiteten. Og den balance gør noget godt for hendes mentale sundhed.

“Det vigtigste, jeg har lært de seneste år, er at takke nej til arbejde, hvor arbejdsvilkårene og lønnen er for dårlig i forhold til, hvad jeg kan holde til. Og så sørger jeg for ikke at have for travlt, for jeg har ofte haft rigtig meget at lave.”

Sådan siger 36-årige Ida Duelund, der er komponist og bassist og har arbejdet i mange år for andre artister, herunder Jomi, Jada, Hanne Boel, Soleima og Folkeklubben. Og så er hun medstifter af bandet Lueenas, der både skriver musik til film og udgiver album.

“Som bassist har jeg oplevet, at der ikke er så meget at komme efter i forhold til at forhandle løn. Hvis jeg får 2-3000 kroner i tarif, kan det slet ikke hænge sammen med den forberedelse, der er, og kørsel til og fra et spillested, der måske ligger i Jylland og tager 12 timer i transport til og fra stedet. Hvis det ikke er min egen musik med procenter i Koda, så er det virkelig en dårlig forretning,” siger Ida Duelund.

“Mine arbejdsgivere, artisterne, har bare ikke altid budget til at være arbejdsgiver på en bæredygtig måde. Der har jeg skullet lære at takke nej, så jeg kun har en vis kvote af den slags jobs. Og det har været svært, for det er tit projekter, jeg synes er musikalsk rigtig spændende. Men jeg kan kun have det engang imellem som en hobby, og noget jeg gør, fordi det er sjovt og udvikler mig. Der er ikke nogen som helst økonomi i det. Hvis jeg har lidt af det, så elsker jeg det. For det er tit også ekstremt vidunderlige mennesker, jeg arbejder med.”

I de perioder, hvor hun har levet af den slags job, er det gået galt, og hendes mentale helbred begynder at skrante.

“Så går jeg ned med stress. Jeg bliver for smadret og jeg er ikke glad. Der er ikke noget, jeg rigtig glæder mig til, selvom jeg jo i princippet synes, det hele er fedt. Jeg får heller ikke sovet nok, har intet overskud, og jeg er sikkert heller ikke speciel rar at være sammen med.”

Den rette balance

Gamet er anderledes, når hun arbejder som komponist og laver musik til film, dans og teater. Og derfor handler mental sundhed for hende også om at finde den rette balance mellem de to jobtyper, så hun både tjener penge på de store og spændende projekter, men også har plads og tid til spillejobs.

“Som komponist i filmbranchen er jeg i en hel anden forhandlingsposition. Her er det meget nemmere at forhandle mig frem til flere penge, hvis producerens budget eks. ikke hænger sammen med, at jeg måske skal ansætte nogle artister og musikere. Her i den branche har jeg oplevet en anden forståelse og kultur omkring løn og arbejdsvilkår. Så jeg arbejder rigtig meget som komponist i film- og teaterverdenen,” siger hun og fortsætter:

“Der har jeg skullet sætte mine egne vilkår. For filmfolk og instruktører ved ikke, hvor lang tid, det tager at skrive musik. De kommer fra en anden branche, så det er heller ikke deres opgave at vide, hvad det koster. Og sådan bør det jo også være, uanset hvilken branche, man er i. Hvis jeg hyrer en elektriker, er det også vedkommende, der fortæller mig, hvad det koster at få lavet el-arbejdet hos mig. Det er ikke mig, der ved noget om det.”

Hun vender tilbage til arbejdet som bassist – og de perioder, hvor hun har været mest stresset.

“Jeg elsker at spille bas. Og jeg elsker at stå på en scene, og jeg har haft nogle rigtig søde arbejdsgivere. De har bare ikke altid kunnet give de vilkår, de gerne ville. For artisterne er meget pressede. Og for mig er der en lang og knudret vej op til dem, der bestemmer over pengene, som måske er et bookingbureau, et spillested med fondsmidler eller lignende. Men som ansvarlig komponist på en spillefilm, har jeg direkte kontakt til producerne. Og det er dem, der bestemmer over pengene.”

Ida Duelund er nu der, hvor hun kan planlægge en arbejdstid, hvor hun, som hun selv formulerer det, ikke arbejder 70 timer om ugen, og stadig tjener fint. Og hun har nok at se til. Derfor kan hun prioritere arbejdsopgaver og forsøger at altid have lidt luft i skemaet, så hun kan sige ja til interessante spontane opgaver.

“Det giver mig en ro, at jeg har styr på mit arbejdsskema.”

Liv i de kreative strømme

Når Ida Duelund arbejder på et større projekt og fx. skriver musik til en spillefilm, trives hun godt med at have en detaljeret plan for sit arbejde. Og det er vigtigt for hendes mentale velvære, at der også er afsat tid til, at lave noget musik, som “ikke skal bruges til noget” – og som ikke har noget med det store projekt at gøre.

“Jeg begynder måske klokken ni hver morgen, og jeg ved præcist, hvad jeg skal lave den dag, og hvornår jeg spiser frokost. Og det rigtig er vigtigt for mig at dedikere noget af arbejdsdagen til grundforskning – musik, der ikke skal være med i filmen,” siger Ida Duelund.

“Jeg plejer at bruge den første times tid til dykke ned i musik, jeg er interesseret i, hvor jeg er helt fri. Det kan være, jeg har lyst til at stå og spille noget Bach på min kontrabas eller skrive noget musik. Det holder liv i de kreative strømme.”

Sammen med tætte mennesker

For at værne om sin mentale sundhed prioriterer hun også at se mennesker, som er i hendes tætte inderkreds. Hun er begyndt at holde en til to fridage om ugen, hvor hun er sammen med mennesker, som er ligeglad med, om hun er god til musik – familie, søskende, kæresten og gode gamle venner.

“Jeg tror, det er meget vigtigt. For livet handler om eksistens, liv og død. Der er så meget mere i tilværelsen end mit basspil. Det er fedt at være god til at spille bas, men det er også rigtig fedt at opleve, at dit værd i verden intet har at gøre med, om du er god til noget.”

Og så prøver hun at leve sundt og have styr på søvn, motion og sund kost. Det har hun altid gjort. Men det har hun faktisk ikke lyst til at tale så meget om. For hun mener ikke, at det er lige så relevant for emnet mental sundhed, som det er at tale om løn og arbejdsvilkår.

“Jeg løber og laver lidt gymnastik om morgenen. Det gør noget godt for min mentale trivsel, når jeg får prioriteret det. Jeg har fx. altid løbet, når jeg har været på tour,” siger Ida Duelund.

“Men nogen gange har jeg lidt modstand mod at tale om det. For jeg tror, at mange mentale problemer i musikbranchen bunder i det strukturelle, som arbejdsvilkår og løn. Så når man begynder at snakke om motion og kost, kan man meget nemt gøre de mentale problemer til noget individuelt. Det er så heftigt, hvad mange af mine gode artist-kollegaer lever for. Så hvis man samtidig slår sig oven i hovedet med, at man ikke får motioneret nok, så bliver det hele bare svært.”

Kan ægteskabet holde?

Hun er glad for, at der er kommet så meget debat om mental sundhed i musikbranchen. Og til dels synes hun også, det er fint, at flere musikselskaber skærper deres fokus på den mentale del.

“Det er længe siden, jeg selv har været artist på et større pladeselskab. Men jeg tænker på, om de også kigger på løn, eller om de stadig beder en ung artist i starten af 20’erne, som ikke kan levere et overskud endnu, om at tage et band af fem personer med. Det kan nemt koste artisten mere end 20.000 kroner. Og det forestiller jeg mig, at man godt kan gå ned med stress over,” siger Ida Duelund.

Hun mener, det er vigtigt, at de store selskaber ikke presser vilkårene for meget. Et mere langsigtet blik på det at være artist er måske bedre, hvis man vil have en sundere kultur. Artister behøver ikke peake inden for to år, måske er det bedre, hvis de først peaker efter ti år.

“Og det er måske også fint, hvis man som ny ung artist kun bliver bedt om at tage én musiker med på tour. Så er der ikke så store udgifter fra starten. Det er lidt, som når du skal til at stifte familie. Hvis du gifter dig og med det samme køber et kæmpe hus i Gentofte, skal du sidde med en vild husleje, før du måske helt har et job, der kan betale det,” afrunder Ida Duelund.

“Sikke et pres at putte på det ægteskab – helt fra begyndelsen.”